Episodios

  • Nej, kvinder er ikke golddiggere, antyder nyt studie

    Nej, kvinder er ikke golddiggere, antyder nyt studie
    Apr 19 2025
    I lige fra eventyrlige filmplots til historiske dramaer er vi blevet tudet ørerne fulde af det. Nemlig at kvinder er dem, som gifter sig op ad den sociale rangstige for at få flere penge og mere status.
    Men et nyt studie udfordrer den opfattelse: Mænd og kvinder i England har faktisk stort set altid giftet sig med folk fra samme baggrund.
    Det skriver London School of Economics (LSE) i en pressemeddelelse. Det gør de på baggrund af et nyt studie udgivet i PLOS One af to økonomiprofessorer, den ene fra Syddansk Universitet.
    Forskerne har undersøgt næsten to årtiers kirkelige vielser i England. De har udtrukket data fra mere end 33 millioner ægteskaber og 67 millioner fødsler i England og Wales mellem 1837 og 2021.
    Her så de blandt andet på, hvilket arbejde og titel fædrene til brudene og brudgommene havde, hvor man fandt ud af, at de var næsten identiske. Det brugte man så til at kortlægge, om kvinder giftede sig ind i familier fra de øvre samfundslag eller ej.
    Ligeledes analyserede forskerne brudeparrenes efternavne, altså om mændene havde efternavne, der normalt var associeret med højere status end deres ægtefæller. Mere specifikt så man på gennemsnitsværdien af husene, som folk med bestemte efternavne boede i.
    Resultaterne viser, at både mænd og kvinder kommer fra familier af lignende socialklasse. Derfor er der ingen stærke indikationer på 'hypergami' blandt kvinder, altså at de skulle have giftet sig med mænd med højere status end dem.
    "Du vil støde på lykkejægere, men det er ikke et systematisk mønster, og kvinder er ikke mere 'golddigging', end mænd er," siger professor Neil Cummins til Weekendavisen om studiet.
    Der er derfor ikke beviser for, at hypergami hos kvinder reelt er systematisk udbredt i vestlige samfund, skriver forskerne i studiet.
    En undtagelse er Norge, hvor et nyligt studie viste det modsatte. Men selv hos vores skandinaviske nabo er der i dag en minimal forskel i familiebaggrunden i forhold mellem mænd og kvinder.
    Resultaterne er interessante, fordi de har betydning for vores idé om social mobilitet og ulighed ifølge forskerne.
    For hvis det ikke er ægteskabet, der forstærker klasseopdelingen i samfundet, kan det være andre faktorer, som påvirker den sociale mobilitet: Uddannelse, professionelle netværk eller hvor mange penge, du arver.
    Más Menos
    2 m
  • Ny forskning: Vores pupiller ændrer størrelse i takt med vejrtrækningen

    Ny forskning: Vores pupiller ændrer størrelse i takt med vejrtrækningen
    Apr 19 2025
    Du har sikkert hørt den gamle talemåde, at øjet er et vindue til sjælen. Nu viser det sig, at øjnene også er forbundet med, hvordan vi trækker vejret.
    Forskere har længe studeret pupillernes størrelse for bedre at forstå opmærksomhed, følelser og endda sygdomme og lidelser. Men nu afslører ny forskning overraskende nok, at pupillerne ændrer størrelse i takt med vores vejrtrækning.
    Vores pupiller ændrer sig konstant; de justerer sig løbende som reaktion på både eksterne og interne faktorer.
    De fleste ved nok godt, at pupillerne - ligesom et kameras blænde - styrer, hvor meget lys der bliver lukket ind i øjet.
    Det kan du nemt teste selv: Stil dig foran et spejl, så kan du se, hvordan pupillerne trækker sig sammen og bliver små i stærk belysning, og hvordan de udvider den sig og bliver store i svag belysning.
    Denne proces påvirker direkte vores visuelle perception. Større pupiller hjælper os med at se utydelige objekter, især i vores perifere syn (som også kaldes orienteringssynet), mens mindre pupiller hjælper os til at stille skarpere til opgaver som for eksempel læsning.
    Faktisk er denne refleks så pålidelig og 'driftsikker', at lægerne bruger den til at vurdere hjernens funktion. Hvis pupillerne ikke reagerer på lys, kan det være tegn på en medicinsk nødsituation som for eksempel et slagtilfælde.
    Pupillerne reagerer ikke kun på lysforholdene i omgivelserne. Det er også veldokumenteret, at vores pupiller trækker sig sammen, når de fokuserer på et nærliggende objekt, og udvider sig som reaktion på kognitiv anstrengelse eller følelsesmæssig ophidselse.
    Som Irene Löwenfeld, der var foregangskvinde i forskningen af øjet, engang sagde: "Mennesket enten rødmer eller blegner som reaktion på følelsesmæssig ophidselse, men pupillerne udvider sig uanset hvad".
    Af denne grund bruges pupilstørrelse ofte i psykologien og i neurovidenskabelig forskning som et mål for mental indsats, anstrengelse og opmærksomhed.
    I mange årtier var disse tre pupil-reaktioner de eneste, som forskerne var sikre på eksisterede.
    Nu har jeg sammen med et team af forskere ved Karolinska Institutet i Stockholm og Universitetet i Groningen i Holland bekræftet, at vejrtrækningen er en fjerde.
    Vi har navngivet pupillernes respons 'pupillær respiratorisk faserespons' ('pupillary respiratory phase response'), for pupillernes tendens til at være størst under udåndingen og mindst omkring starten af indåndingen.
    I modsætning til andre pupil-reaktioner har denne respons sit udspring i kroppen, og den sker konstant - og som noget helt unikt, dækker denne respons både udvidelse og sammentrækning.
    Der har faktisk været anekdotiske tegn på en sammenhæng mellem vejrtrækning og pupillerne i mere end 50 år, men da forskerholdet gennemgik tidligere studier, var evidensmængden i bedste fald utilstrækkelig.
    I betragtning af hvor ofte pupilstørrelse bruges i både medicin og forskning, indså vi, at det var afgørende at undersøge dette forhold nærmere.
    Med 5 eksperimenter med mere end 200 deltagere bekræftede vi, at pupilstørrelsen svinger synkront med vejrtrækningen, og at denne effekt er bemærkelsesværdig robust.
    Til vores eksperimenter inviterede vi deltagerne til vores laboratorium, hvor vi registrerede deres pupilstørrelse og vejrtrækningsmønster, mens de slappede af eller udførte opgaver på en computerskærm.
    Vi varierede systematisk de andre vigtige pupilresponsfaktorer i løbet af hele undersøgelsen - belysning, fikseringsafstand og den mental indsats, som opgaverne krævede. Den måde, vejrtrækningen påvirkede pupillerne, var i samtlige tilfælde konstant.
    Vi undersøgte også, hvordan forskellige vejrtrækningsmønstre påvirkede responsen.
    Deltagerne blev instrueret i udelukkende at trække vejret gennem næsen eller munden samt justere deres vejrtrækningshastighed ved enten at gøre vejrtrækningen langsommere eller hurtigere.
    I samtlige tilfælde opstod det samme mønster: Pupillernes størrelse var mindst omkring begyndelsen af indåndingen og størst under udåndingen.
    Denne opdagelse ænd...
    Más Menos
    6 m
  • Dansk astronom arbejder på verdens største optiske teleskop - svarer til fire millioner ekstremt skarpe menneskeøjne

    Dansk astronom arbejder på verdens største optiske teleskop - svarer til fire millioner ekstremt skarpe menneskeøjne
    Apr 19 2025
    På toppen af det højeste bjerg på den kanariske ø La Palma er en flok teleskoper samlet på observatoriet Roque de los Muchachos.
    Danske Ditte Slumstrup arbejder som astronom ved det mest imponerende af dem, Gran Telescopio Canarias.
    "Det er ret fedt at kunne sige, at man arbejder på det største optiske og infrarøde teleskop i verden. Og jeg er rigtig glad for at være her. Det er bare så dejligt at bo på La Palma, og jeg savner ikke den grå, danske vinter med kulde og regn," fortæller hun til Videnskab.dk's udsendte.
    Som 'Senior Staff Astronomer' arbejder Ditte Slumstrup på et mangeårigt projekt, der handler om at fjerne støj fra de astronomiske data, der kommer ud af det enorme teleskop.
    Så slipper alle de astronomer, der bruger teleskopet i deres forskning, nemlig for at gøre det selv. De sparer tid og får de bedst mulige data.
    Gran Telescopio Canarias, der i daglig tale blot kaldes Grantecan eller GTC, er bygget i en højde af 2.267 meter. Heroppe over skyerne kan astronomerne observere i mere end 300 nætter om året.
    Siden indvielsen i 2009 har Grantecan været verdens største optiske teleskop. Det har et spejl, der er hele 10,4 meter i diameter.
    Rent teknisk er det nærmest umuligt at fremstille og montere så stort et spejl i ét stykke, så det består af 36 mindre, sekskantede spejle, der er sat tæt sammen.
    Jo større spejlet er, desto mere af det svage lys fra fjerne himmellegemer kan et teleskop opfange.
    Et stort spejl giver også højere rumlig opløsning, så astronomerne kan få øje på mindre objekter.
    Med Grantecan har astronomerne et øje mod himlen, der svarer til fire millioner menneskeøjne, der ville være i stand til at skelne mellem de to forlygter på en bil 20.000 km væk.
    Videnskab.dk besøger teleskopet en kold dag i januar, hvor sneen fra et nyligt snefald stadig ligger på bjergskråningerne. For selv om La Palma ligger ud for Vestafrika langt sydpå, og vejret næsten altid er sommerligt nede ved kysten, er det koldt, når man kommer op i højderne.
    Vi bydes velkommen af Grantecans direktør, italienske Romano Corradi. Han får en lille robot til at vise vej til et lokale, hvor vi som de første får lov til at opleve et interaktivt multimedieshow, der fortæller om det store teleskop, og hvad det bruges til.
    Bagefter føres vi ind til selve teleskopet, der om dagen er lukket inde i en kæmpemæssig kuppel med en diameter på 35 meter. Først ved solnedgang åbnes kuplen, så teleskopet får frit udsyn til nattehimlen.
    En stor stålstruktur holder hovedspejlet, de mindre spejle og instrumenterne på plads.
    Hele den mere end 400 tons tunge konstruktion hviler på et leje af hydraulisk olie, så teleskopet nemt kan drejes. Det kræver så lidt kraft, at man ville kunne gøre det med en enkelt hånd.
    Siden juli 2024 har Ditte Slumstrup været ansat som en af de 10 astronomer ved Grantecan, men det er ikke oppe ved teleskopet, hun bruger det meste af sin tid.
    Til daglig arbejder hun på et kontor nede ved kysten, hvor hun også bor kun fem minutters gang fra stranden.
    "Jeg er glad for, at jeg ikke skal køre den lange tur op til teleskopet hver dag. Det tager mindst fem kvarter. Men jeg savner at være tæt på teleskopet, og jeg sørger da også for at få nogle vagter, hvor jeg sidder deroppe og observerer," fortæller hun og fortsætter:
    "Jeg tror også, det er vigtigt, at jeg selv bruger teleskopet og dets instrumenter til forskning. Så får jeg en bedre følelse for, hvad man som astronom gerne vil have. På den måde kan vi yde den bedste service."
    Når Gran Telescopio Canarias er i brug, bliver det svage lys fra fjerne himmellegemer først opfanget af det enorme hovedspejl, der sender lyset videre til det sekundære spejl.
    Herfra rejser lyset ned til det mest brugte instrument kaldet OSIRIS+, hvis det da ikke først rammer et tredje spejl og ender i et af teleskopets øvrige instrumenter.
    Resultatet er ikke bare flotte billeder af himmelrummet, men også andre former for data, der kan give astronomerne ekstra viden om de objekter, de prøver at blive klogere på. D...
    Más Menos
    7 m
  • Størst? Mindst? Længst? Her er naturens vilde dyrerekorder

    Størst? Mindst? Længst? Her er naturens vilde dyrerekorder
    Apr 18 2025
    Forestil dig en blåhval. Hvor stor tror du, at den er?
    Den er nok større, end du forestiller dig. Den kan nemlig være op til 33 meter lang med en vægt i omegnen af 270 tons og er dermed det største dyr nogensinde.
    Naturen er fyldt med mange vilde dyr som blåhvalen - de kæmpestore såvel som de bittesmå og de farlige såvel som de søde.
    Men hvad er egentlig de vildeste dyrerekorder? Hvilket dyr er verdens mindste, hvilken fugl er den mest larmende, og er der egentlig nogle dyr, der har været tæt på at overgå blåhvalen som verdens største?
    Det kan du blive klogere på i denne Videnskab.dk-video, hvor vi hylder det vildeste, naturen har at byde på.
    Den viden, vi har brugt i videoen, kommer fra artiklerne her:
    Uddød kæmpehval udfordrer blåhvalen som verdens største dyr
    Verdens længste dyr lever i Danmark
    Hør det gennemtrængende skrig: Forskere har fundet verdens mest larmende fugl
    Forskerens favorit: Bjørnedyr er ekstreme overlevere
    Vil du se flere Videnskab.dk-videoer? Så følg Videnskab.dk på YouTube, hvor vi løbende udgiver videoer om videnskaben i din verden.
    Más Menos
    1 m
  • Kan man blive vinkender på en aften? Jeg mødte forskeren Janice på en bar for at finde ud af det

    Kan man blive vinkender på en aften? Jeg mødte forskeren Janice på en bar for at finde ud af det
    Apr 18 2025
    Jeg når frem til vinbaren på Nørrebro og træder indenfor. Der er propfyldt.
    Panisk ser jeg mig om efter et ledigt bord i lokalet, der er fyldt af storsnakkende mandagsdrikkere. GANNI-tasker og firkantede solbriller ligger på bordene ved siden af halvfyldte vinglas.
    Jeg ender med at flytte en stor porcelænshane fra en vindueskarm, der kan gøre det ud for et bord.
    I baren ser kvinden bag disken imponeret ud, da jeg forbereder hende på, at der lige om lidt kommer en vinforsker ind ad døren. Jeg skal nemlig undersøge, om man kan blive vinkender på en enkelt aften.
    Jeg siger til bartenderen, at vi gerne vil smage seks forskellige vine.
    Men da Qian Janice Wang træder ind i det larmende lokale med et stort genert smil, må jeg hurtigt lave om på mine planer.
    "Seks vine? Ej, det bliver nok for meget. Jeg drikker faktisk næsten ikke," siger hun.
    Janice, som hun foretrækker at blive kaldt, er født i Kina, og som mange asiater mangler hun et bestemt enzym til at nedbryde alkohol. Alligevel forsker hun i vin som lektor på Københavns Universitet.
    Besynderligt kunne man tænke. Umuligt? Men, nej. Janice konkurrerer med nogle af verdens dygtigste vinkendere i blindsmagning.
    "Jeg kan klare et enkelt helt glas, så hvad med, at vi deler tre glas vin?" foreslår hun.
    Jeg er selvfølgelig med på idéen. Janice vælger to vine efter at have udbrudt: "Det er nogle meget specielle vine, de har her. Ret hipsteragtige. Det bliver spændende".
    Jeg får lov at vælge den sidste vin, vi skal smage. Og så skal Janice gætte, hvilken en jeg har valgt. Bevise sit værd som blindsmager.
    Jeg vælger en fransk Beaujolais-rødvin, fordi det minder mig om en hyggelig aften i Aarhus med min kæreste, hvor vi fik en lignende vin, der smagte som både stald og jordbær. Mere lækkert, end det lyder.
    Vi får stablet vores seks glas - tre til hver - op på den smalle vindueskarm med udsigt til Baggensensgade.
    Vi bliver enige om at begynde med den mousserende orangevin, Janice har valgt - en 'Orange Pet Nat' fra Tyskland, lavet i 2021.
    "En orangevin," siger jeg og kigger spørgende på den mere grønlige boblende væske i glasset.
    "Det er sjovt, for orangevine har intet med farven at gøre," indleder Janice.
    Når man laver hvidvin, presser man saften ud af de grønne druer og lader væsken fermentere - det vil sige gære - uden skallerne.
    Men når det gælder orangevin, lader man nogle af skallerne blive nede i væsken, mens den gærer.
    Man udsætter typisk også orangevine for mere ilt under fermenteringen, fortæller Janice.
    "Så ligesom med et æble, der bliver brunt af at stå på køkkenbordet og får ilt, sker det samme med druesaften. Den bliver mere orange af at få ilt og ligge sammen med skallerne," siger hun.
    Vores vin har ikke fået særlig meget ilt under fermenteringen, og derfor er den ikke særlig orange.
    Men det er stadig en orangevin, fordi den har fermenteret med skallerne.
    Så langt så godt.
    Med en følelse af allerede at være blevet lidt klogere på vin drister vi os til at gå fra at kigge til at dufte.
    "Wow, den dufter godt," udbryder Janice.
    "Hvad synes du, den dufter af?" spørger hun mig forventningsfuldt.
    Jeg prøver febrilsk at sætte ord på det, jeg dufter. Men det eneste, jeg kan finde på at sige, er, at den dufter som bobler. Lidt af cava?
    "Ja, jeg synes faktisk også, den dufter lidt som cava," siger Janice.
    Pyha, bestået tænker jeg.
    "Den giver mig også nogle noter af reduktion," lyder det videre fra Janice, der igen har næsen dybt nede i glasset.
    Igen bliver jeg pinligt bevidst om, hvor lidt jeg kender til vin og vin-lingo.
    Det er faktisk noget af det, som Janice forsker i. Hvordan vi dødelige ikke-vin-kendere har svært ved at sætte ord på det, vi dufter og smager.
    "Hvad er reduktion"? spørger jeg.
    "Det er sådan nogle svovlagtige noter ligesom duften fra en strøget tændstik. Og så undertoner af løg og æg," siger Janice, og jeg tænker, at det kunne jeg godt nok ikke lige dufte.
    Jeg er den første, der sætter læberne på glasset og gurgler de sprøde bobler. Utålmodigt kigger jeg på Janice...
    Más Menos
    13 m
  • Tyggegummi er plastikforurening - ikke blot et affaldsproblem

    Tyggegummi er plastikforurening - ikke blot et affaldsproblem
    Apr 17 2025
    Tusindvis af tons plastikforurening bliver ledt ud i naturen hvert år… fra vores munde.
    Størstedelen af det tyggegummi, vi kan købe i butikkerne, er lavet af en række forskellige slags oliebaseret, syntetisk gummi, som minder om det plastikmateriale, der bruges i bildæk.
    Hvis du synes, at denne tanke er lidt foruroligende, er du ikke alene.
    Jeg har forsket i og formidlet om plastikforureningsproblemet i 15 år. De fleste, jeg taler med, bliver altid overraskede og føler altid lidt væmmelse, når de finder ud af, at de har tygget på en klump formbar plastik.
    De fleste producenter melder ikke helt klart ud, hvad tyggegummiet rent faktisk er lavet af, men gør diverse krumspring ved at for eksempel at skrive 'gummibase' i varedeklarationens liste over ingredienser. Der er ikke en stram definition af syntetisk gummibase.
    Tyggegummimærket Wrigley Extra samarbejder med tandlæger over hele verden for at fremme brugen af sukkerfrit tyggegummi for at forbedre vores mundsundhed.
    Ifølge Wrigley Oral Health Program forlyder det, at: "Gummibasen, som gør, at vi kan tygge tyggegummiet, binder alle ingredienserne sammen til en glat, blød tekstur. Vi bruger syntetiske gummibasematerialer til en konsistent og sikker base, der giver længerevarende smag, forbedret tekstur og reduceret klæbrighed."
    Det lyder jo nærmest harmløst, men kemiske analyser viser, at tyggegummi indeholder styren-butadien (det holdbare syntetiske kemikalie, der bruges til at fremstille bildæk), polyethylen (plastik, der bruges til at fremstille bæreposer og flasker) og polyvinylacetat (trælim) samt en række søde- og smagsstoffer.
    Tyggegummiindustrien er 'big business', estimeret til at være 48,68 milliarder dollars (337 milliarder kroner) værd i 2025.
    3 virksomheder sidder på 75 procent af markedsandelen; den største er Wrigley, med anslået 35 procent.
    Der er få pålidelige tilgængelige statistikker om mængden af tyggegummi, der bliver produceret, men et fagfællebedømt globalt estimat lyder, at der årligt bliver fremstillet 1,74 billioner stykker.
    Jeg havde flere typer tyggegummi under luppen og fandt, at et enkelt stykke tyggegummi almindeligvis vejer 1,4 gram. Det betyder, at der globalt produceres svimlende 2,436 millioner tons tyggegummi hvert år.
    Omkring en tredjedel (30 procent) af den vægt, eller lidt over 730.000 tons, er syntetisk gummibase.
    Hvis idéen om at tygge plastik ikke er foruroligende nok, så tænk lige på, hvad der sker, efter du har spyttet det ud.
    De fleste af os er nok stødt på kasseret, gennemtygget tyggegummi under bænke i parken, skoleborde og på fortove. Men ligesom andre plasttyper bliver syntetisk tyggegummi ikke nedbrudt biologisk, men ligger i natur og miljø i mange år.
    Her hærder og revner det, til det bliver nedbrudt til mikroplast, men det kan tage flere årtier (mikroplast er plastpartikler, som er mindre end cirka 5 millimeter i diameter, red).
    Det er bestemt ikke billigt at fjerne mikroplast fra naturen, fordi det kræver en forholdsvis stor mængde arbejdskraft.
    Gennemsnitsprisen ligger på cirka 14 kroner per kvadratmeter, og det estimeres eksempelvis, at de britiske kommuners årlige oprydningsomkostninger efter tyggegummiforurening i Storbritannien er omkring 63 millioner kroner.
    Der har været forsøg på at at løse problemet. Rundt omkring i for eksempel Storbritannien er der på mange offentlige steder installeret affaldsspande leveret af det hollandske firma Gumdrop Ltd. til opsamling og genbrug af tyggegummi.
    Kommunerne står for skiltningen, der tilskynder til ansvarlig bortskaffelse, og spandene er i dag et fast indslag i en række britiske byer. Et stigende antal små producenter tilbyder desuden plantebaserede alternativer.
    I Storbritannien lancerede den velgørende miljøorganisation 'Keep Britain Tidy' i 2021 en 'tyggegummi-specialstyrke'.
    Dette samarbejde involverer tre store producenter, som har forpligtet sig til at investere op mod cirka 89 millioner kroner for at fjerne 'historiske tyggegummipletter for at ændre adfærd, så flere smi...
    Más Menos
    7 m
  • Planetportræt: Mød K2-18b - måske en klode med liv

    Planetportræt: Mød K2-18b - måske en klode med liv
    Apr 17 2025
    En exoplanet ved navn K2-18b er nu blevet en nyhed, fordi man her har fundet de hidtil bedste tegn på liv uden for Jorden.
    Planeten kredser om en lille rød dværgstjerne kaldet K18 i en afstand på 124 lysår, så den er pænt langt væk. Det interessante er, at disse tegn er fundet på en planet, der slet ikke ligner Jorden.
    Planeten blev opdaget 2015 og har lige fra begyndelsen været en planet, som har tiltrukket sig opmærksomhed, fordi der her var mulighed for liv - også selv om det bestemt ikke er en Jord 2.0.
    Det er en stor planet med en masse på 8,6 gange Jordens masse og en radius, der er 2,6 gange større end Jordens. Regner man lidt på de tal, så viser det sig, at planeten har en meget lav massefylde, kun halvt så stor som Jordens.
    Alene massefylden fortæller, at det ikke er en planet, som er opbygget af metal og klippe, men af lettere stoffer, der kan være metan, ammoniak og vand, og dermed er det en planet, som er nærmere beslægtet med Neptun end med Jorden.
    Målingerne tyder på, at det er en type planet, som vi slet ikke kender fra vores solsystem, nemlig en såkaldt hycean planet. Hycean er en sammentrækning af ordene hydrogen (brint) og ocean, altså en planet, der er helt dækket af hav, og som har en tæt brintholdig atmosfære.
    Men det er ikke den eneste forskel, for K2-18b kredser ganske tæt på en lille rød dværgstjerne. Dens år er kun 33 døgn langt, og sammenlignet med vores eget solsystem er dens afstand til stjernen mindre end halvdelen af Merkurs afstand til Solen.
    Det betyder nu ikke, at K2-18b er specielt varm, for den lille røde stjerne udsender kun meget lidt lys og varme. Beregninger viser, at planeten er inden for den beboelige zone, hvor temperaturen er tilpas for liv, som vi kender det - men der er to andre problemer:
    Planeten vil altid vende den samme side mod stjernen, og det betyder, at der er en meget stor temperaturforskel mellem dagside og natside. Det er sandsynligvis en meget stormfuld planet, men hvis livet findes i havene, så mærker man jo ikke så meget til det.
    Det andet problem er, at stjernen er lille og så kold, at det meste af den stråling, som udsendes, er infrarød stråling.
    Den røde dværgstjerne K2-18 har en overfladetemperatur på kun 3.600 K (cirka 3.300 grader celcius, svarende til 60 procent af Solens), og det betyder, at den maximale udstråling har en bølgelængde på 830 nm, hvilket er et stykke ude i det infrarøde område.
    Problemet er, at den fotosyntese, som er den grundlæggende metode til at opbygge komplekse molekyler helt fra grunden, i hvert fald her på Jorden fungerer bedst ved meget kortere bølgelængder mellem 400 og 750 nm.
    K2-18 udsender naturligvis også stråling ved disse bølgelængder, men nye undersøgelser tyder på, at der ikke kommer nok kortbølget lys fra røde dværgstjerner til at skabe en jordlignende biosfære.
    Men der er naturligvis også den mulighed, at naturen har fundet på former for fotosyntese, som kan klare sig med infrarødt lys. I betragtning af at mindst 80 procent af alle stjerner er røde dværgstjerner, må man næsten håbe det, for ellers vil liv være ret sjældent.
    Hvad nok ikke mange tænker på er, at Solen er en usædvanlig stor, varm og lysstærk stjerne. Solen tilhører de 10 procent mest lysstærke stjerner i Mælkevejen, og det betyder så også, at det lys, vi modtager fra Solen, netop har så meget energi, at det har kunnet aktivere den fotosyntese, vi kender.
    Den nyeste opdagelse er, at i K2-18b's atmosfære findes molekylerne dimetylsulfid (forkortet DMS og med formlen C2H6S) og dimetyldisulfid (forkortet DMDS og med formlen C2H6S2), som her på Jorden udelukkende skabes af mikrobielt liv såsom planteplankton.
    Det er et muligt tegn på, at der er liv på K2-18b, men mange astronomer påpeger, at molekylerne måske på fjerne kloder kan skabes af andre ikke-biologiske processer såsom vulkanudbrud eller være tilført via kometer.
    Helt sikkert er det, at det nu er nødvendigt at udføre forsøg, hvor man søger at simulere de omstændigheder, man mener kan herske på en Hycean pla...
    Más Menos
    5 m
  • Astronomer opfanger muligt tegn på liv på fjern planet

    Astronomer opfanger muligt tegn på liv på fjern planet
    Apr 17 2025
    K2-18b. Det er det undseelige navn på en fjern planet, du godt kan øve dig på at huske.
    For astronomer fra Cambridge University har fundet, hvad de selv betegner som de hidtil mest lovende tegn på biologisk aktivitet uden for vores solsystem. Med andre ord: muligt liv.
    Det skriver Cambridge University i en pressemeddelelse.
    "Årtier ude i fremtiden ser vi måske tilbage på dette øjeblik og anerkender det som tidspunktet, hvor det levende univers kom inden for rækkevidde," siger professor Nikku Madhusudhan fra Cambridge Universitys Institute of Astronomy.
    K2-18b er 8,6 gange så massiv og 2,6 gange større end Jorden. Den findes 124 lysår væk i stjernebilledet Løven, hvor den kredser i den beboelige zone omkring sin stjerne. Det betyder, at den har den rette temperatur til, at der kan findes flydende vand, og tidligere fund har da også tydet på både vand og en beskyttende atmosfære på K2-18b.
    Senere har astronomerne fra Cambridge fundet tegn på kuldioxid og metan i atmosfæren, og nu har de gjort endnu en interessant opdagelse ifølge pressemeddelelsen.
    De har i K2-18b's atmosfære fundet to molekyler, der her på Jorden kun skabes af liv. Det er data fra James Webb-rumteleskopet, der peger på tilstedeværelsen af molekylerne dimethylsulfid (DMS) og dimethyldisulfid (DMDS), som på vores planet primært skabes af mikrobielt liv såsom planteplankton.
    Både forskerne fra Cambridge og uafhængige astronomer maner dog til besindighed. Fundet er ikke et endegyldigt bevis på, at der findes liv på K2-18b.
    For måske kan DMS også skabes af andre processer i for eksempel vulkaner på andre planeter eller være bragt dertil af kometer, lyder det fra forskere, som ikke har været involveret i den nye opdagelse.
    "Vi kan ikke sige med sikkerhed, at dette har en biologisk oprindelse på en fremmed planet, fordi der sker en masse mærkelige ting i universet, og vi ved ikke, hvilke andre slags geologisk aktivitet, der måske kan skabe molekylerne på denne planet," siger professor Catherine Heymans fra Edinburgh University til BBC.
    "Liv er en af mulighederne, men det er blandt mange," siger Nora Hänni, der er ph.d. og kemiker ved University of Berne og tidligere har fundet DMS på en livløs komet, til The Guardian.
    "Vi er nødt til at udelukke alle de andre muligheder, før vi påstår, at der er liv," fortsætter hun til den britiske avis, hvor andre astronomer også efterlyser endnu stærkere beviser.
    Andre forskere sår også tvivl ved, om K2-18b er en beboelig hycean-planet - altså en planet med både vand og brint - som Cambridge-forskerne mener. I et andet studie, der er på vej til at blive publiceret, foreslår forskere, at det i stedet kan være en massiv klippeplanet med et hav af magma og en tyk, hed atmosfære, skriver New York Times.
    Planetforskeren Stephen Schmidt fra Johns Hopkins University er også forbeholden og siger til New York Times, at "det er en ledetråd. Men vi kan ikke konkludere, at den er beboelig endnu."
    Forskerne ser frem til analyser af yderligere data fra James Webb og andre planlagte rumteleskoper, men Cambridge-professor Nikku Madhusudhan kalder sig "forsigtigt optismistisk" og mener, at hans forskningsgruppe er på rette vej.
    "Jeg kan realistisk sige, at vi kan bekræfte dette signal inden for et til to år," siger han til BBC.
    En videnskabelig artikel om de nye fund fra Cambridge University er udgivet i tidsskriftet The Astrophysical Journal Letters.
    Más Menos
    4 m
adbl_web_global_use_to_activate_webcro768_stickypopup