Episodes

  • Tun i Danmark: Nyt studie afslører, hvor de store fisk kommer fra

    Tun i Danmark: Nyt studie afslører, hvor de store fisk kommer fra
    Nov 24 2024
    Tunen er tilbage i de danske farvande, og det har både skabt forundring og rejst nogle helt centrale spørgsmål:
    Hvor kommer de sølvglimtende fisk med de store runde øjne fra? Hvad er deres biologiske ophav?
    Den atlantiske tun (Thunnus thynnus) kan veje op mod 900 kilo, og kan ses springe i havet omkring Danmark fra august til oktober. Hvordan sikrer vi, at den ikke forsvinder igen?
    Og kan vi endda tillade os at fange nogle af dem?
    Nu kommer et nyt studie fra blandt andet Danmarks Tekniske Universitet (DTU) med svar, der kan være med til at sikre en bæredygtig forvaltning af tun, både lokalt og internationalt.
    Resultaterne:
    Mindst 9 ud af 10 tun i danske farvande kommer hertil fra Middelhavet.
    Omkring to ud af tre af dem er hanner.
    Det ved man på baggrund af DNA-prøver fra flere end 300 tunfisk, som er fanget og sluppet fri igen, hovedsageligt i Skagerrak nord for Jylland i perioden 2017 til 2020. Prøver, som nu er blevet analyseret og udgivet i tidsskriftet Evolutionary Applications.
    "Vores studie bidrager med detaljeret viden om tun i Danmark, som hjælper os med at kunne kontrollere og bevare bestanden," siger Einar Eg Nielsen til Videnskab.dk.
    Han er professor i fiskegenetik ved DTU Aqua og medforfatter til den videnskabelige artikel. Fundene kan potentielt tjene som udgangspunkt for at forhandle en kvote for tunfiskeri til Danmark, mener han.
    Metoden til at tjekke fiskenes biologiske ophav er hentet fra en anden art, stillehavstunen (Thunnus orientalis). Man fanger en fisk, tager en DNA-prøve fra den og slipper den fri igen. Derefter måler man indholdet af prøven op mod nogle genetiske markører for tun fra forskellige områder og i forhold til nogle kromosomer, som afgør fiskens køn.
    Med de danske DNA-test af atlanterhavstun har man altså demonstreret, at fremgangsmåden fungerer fint til flere typer tun, fordi resultaterne har vist sig at være konsistente, siger Einar Eg Nielsen:
    "Det er ret smart, fordi man med denne metode ikke behøver at slå nogen fisk ihjel for at se, hvilket køn de har, og hvor de stammer fra."
    Man har sat GPS-sendere på fiskene for at kunne følge deres rute til og fra Danmark. Samlet udgør forskningsprojektet et godt grundlag for en god forvaltning af tun, mener professoren.
    "I og med at vi nu har demonstreret, at næsten alle tun i Danmark kommer fra Middelhavet - og ikke alle mulige andre steder - så ved vi, hvilke lande vi skal samarbejde og forhandle med om at kontrollere bestanden."
    Det er Henrik Carl enig i. Han er forskningsmedarbejder ved Statens Naturhistoriske Museum, hvor han særligt beskæftiger sig med fisk. Han roser metoden bag studiet og kalder resultaterne for "vigtig viden":
    "Hvis vi skal forvalte bestanden af tun forsvarligt, skal vi vide, hvad den består af. Det er det, som vi ved meget mere om nu gennem et meget grundigt mærkningsarbejde og de efterfølgende analyser af prøverne," siger han.
    Henrik Carl mener, at studiet viser, hvorfor det "er vigtigt at føre kontrol" med fiskeriet. Sådan som det netop er sket med atlanterhavstun, som længe har været forbudt at fange i Danmark, og som i øvrigt er underlagt strenge fiskekvoter i andre lande.
    Men det kan det nye studie være med til at ændre på, forudser han.
    "Nu kan vi se, at der sådan set er atlanterhavstun nok i Danmark til, at man kan åbne for lystfiskeri og et potentielt lukrativt turistmarked," siger Henrik Carl og tilføjer:
    "Men det kræver selvfølgelig, at man kan få forhandlet en fiskekvote hjem med de øvrige lande, som får besøg af den samme art."
    Kvoter for fiskeri skal forhandles hjem i EU og gennem det internationale organ ICCATT, som tæller medlemslande med fiskeinteresser i Atlanterhavet.
    Og da man nu har specificeret, hvor tunbestanden i Danmark kommer fra - at langt hovedparten er af den bestand, som udspringer af Middelhavet og ikke for eksempel den, som har hjemme i Den Mexicanske Golf - gør det forhandlingerne lidt lettere, siger Einar Eg Nielsen fra DTU:
    "Nu behøver vi ikke nødvendigvis forhandle med amerikanerne, ...
    Show more Show less
    5 mins
  • Forskere: Engelsk er ikke længere et fremmedsprog

    Forskere: Engelsk er ikke længere et fremmedsprog
    Nov 23 2024
    Det kan godt være, at engelsk på ingen måde er et officielt sprog i Danmark.
    Men ifølge et forskningsprojekt fra Københavns Universitet, så er sproget nu så udbredt i vores hverdag, at det heller ikke længere kan kategoriseres som et fremmedsprog.
    Det skriver Politiken.
    Ifølge forskerne handler det overraskende nok mest om indlandskommunikation:
    80 procent af danskerne siger således, at de bruger engelsk, når de kommunikerer med andre mennesker i Danmark, fra kolleger over baristaer til undervisere på universitetet. Det er netop dét, der gør engelsk til et "hverdagssprog" i Danmark.
    Forskernes anbefaling er klar: Vi bør stoppe med at undervise i engelsk som et fremmedsprog på linje med tysk og fransk.
    I stedet bør vi forholde os til den virkelige verden, hvor det engelske sprogs "unikke" udbredelse herhjemme tages til efterretning.
    Bogen 'Engelsk i Danmark: What's the story?' bygger på forskningsprojektets konklusioner, og den er gratis tilgængelig som e-bog via Aarhus Universitetsforlags hjemmeside.
    Show more Show less
    1 min
  • Kan iltfattig hjernetræning booste din hjernes plasticitet?

    Kan iltfattig hjernetræning booste din hjernes plasticitet?
    Nov 23 2024
    Da italieneren Reinhold Messner og østrigeren Peter Habeler i 1978 nåede toppen af Mount Everest, havde de gjort det umulige.
    De havde nået toppen af Everests 8.850 meter uden at bruge iltmasker.
    Lægestanden havde i mange år advaret mod at bestige verdens højeste bjerg uden hjælp fra medbragte iltflasker. Alt over 8.000 meter bliver kaldt dødszonen, men i 1978 kunne de to bjergbestigere altså bevise, at det kunne lade sig gøre.
    For at det ikke skulle være løgn, gentog Messner bedriften i 1980. Denne gang helt alene. Messners præstation modbeviste lægevidenskaben, mente fortalerne for bjergbestigning uden ilt.
    Det var et spørgsmål om viljestyrke, og det var et opgør med maskinmennesket, som Messner kaldte bjergbestigerne, der medbragte iltflasker for at nå bjergtinderne. Men hvis vi havde kunnet skanne Messners hjerne både før og efter hans iltfattige Everest-bestigninger, ville der sikkert danne sig et billede af, at de vilde bedrifter satte deres spor i hans hjerne.
    I 2006 offentliggjorde den spanske forsker Nicolas Fayed resultaterne af en stor undersøgelse, hvor han sammen med sit forskerhold skannede 35 professionelle og amatørbjergbestigere, før og efter de besteg en bjergtop uden brug af supplerende ilt.
    Der var blandt andet en gruppe på 13, der besteg Mount Everest, hvor kun en enkelt ikke fik påvist hjerneskade efter opstigningen. En af Everest-bestigerne havde sågar fået læsioner i frontallappen.
    En anden gruppe besteg et 6.962 meter højt bjerg i Andesbjergene, og også her havde alle bjergbestigerne pådraget sig neurologiske skader. En af dem fik afasi. Han havde med andre ord fået skader i det område af hjernen, man bruger, når man taler. Efter seks måneder forsvandt afasien.
    Når man stræber efter de højeste tinder, har det en hjernepris.
    Men måske vi skal se på iltmangel på samme måde som faste. Måske er der en 'guldlok-zone' med et moderat niveau af iltnedsættelse, der faktisk kan have en gavnlig virkning på vores hjerner?
    Nye museforsøg har vist, at moderat iltnedsættelse styrkede modning af neurale stamceller i hippocampus, skabte flere forbindelser mellem hjernecellerne og forbedrede indlæringsevnen hos musene.
    Hvad der sker i musehjerner, sker ikke nødvendigvis også i menneskehjerner. Ikke desto mindre er det værd at undersøge, om den slags ændringer i luftens iltindhold også har gavnlig effekt på hjernen og den kognitive fitness hos mennesker.
    Anna får iltmåleren på fingeren. Displayet er dækket til, så hun ikke selv kan se iltindholdet i sit blod. Nu kan sessionen gå i gang. Hun sætter sig ind i træningsrummet og skal i de næste 3,5 timer løse en række kognitive opgaver på iPad'en foran hende.
    Anna deltager i Altibrain-projektet (som én af os, Kamilla, er leder af). Projektet går ud på at undersøge, om kognitiv træning under moderat iltnedsættelse på 12 procent svarende til 4.400 meters højde har en positiv virkning på hjernens plasticitet og kognitive fitness hos mennesker.
    Projektet tester både raske personer uden tidligere psykiatrisk lidelse og personer med kognitive problemer som følge af tidligere depression eller bipolar lidelse.
    Men fordi forsøget er designet efter den videnskabelige guldstandard, er det dobbeltblindt og randomiseret. Det betyder, at det er helt tilfældigt, hvilke forsøgspersoner der reelt kommer til at træne under iltfattige vilkår, og hvem der kommer til at træne under helt almindelige vilkår.
    Det betyder også, at hverken Anna eller forsøgslederen ved, om hun modtager den reelle intervention, eller om hun udfører den kognitive træning i normale iltforhold svarende til iltindholdet ved havets overflade.
    Altibrain-projektet har tidligst resultater næste efterår, og Anna ved derfor endnu ikke, om hun rent faktisk har trænet i mindre ilt, eller om det har boostet hendes hjernes plasticitet. Men ifølge en oversigtsartikel fra 2023, hvor man gennemtrawlede den videnskabelige litteratur, er der noget, som tyder på, at iltfattig kognitiv træning booster hjernens plasticitet.
    Blandt andet...
    Show more Show less
    8 mins
  • Hvordan kommunikerede Cæsar med sine soldater på slagmarken mere end 1.000 kilometer væk?

    Hvordan kommunikerede Cæsar med sine soldater på slagmarken mere end 1.000 kilometer væk?
    Nov 23 2024
    Før satellitter. Før telefoner. Før walkie-talkies.
    Mere end 1.000 år før vi fandt ud af at få en pære til at lyse.
    Dengang kommunikerede mennesker også på tværs af mange hundrede og endda tusindvis af kilometer, når de kæmpede på slagmarken.
    Under Romerrigets storhedstid strakte det sig for eksempel hele vejen fra Mellemøsten rundt om hele Middelhavet og helt op til Skotland, og det førte konstant succesfulde erobringskrige og togter.
    Men hvordan lykkedes de romerske kejsere dog med den - i vores moderne øjne - ekstremt besværlige kommunikation? Hvordan kunne de få meldinger fra frontlinjen og give kommandoer?
    Et rigtig godt spørgsmål, som Tage har sendt til Videnskab.dk for at få svar på.
    Til at besvare spørgsmålet har vi snakket med to historikere med speciale i Romerriget og militære forhold på Romerrigets tid.
    Vi starter på selve slagmarken, inden vi tager rejsen til kejseren i Rom.
    På slagmarken brugte de romerske soldater simple teknikker til at kommunikere. De brugte for eksempel horn, som vi kender fra film, hvor et stort slag sættes i gang med blæseinstrumentet.
    Hornene kunne både blæse militærets tropper til kamp og omvendt signalere, hvis de skulle trække sig tilbage.
    Tønnes Bekker-Nielsen, der er lektor emeritus på Syddansk Universitet og specialiseret i romersk infrastruktur, forestiller sig også, at romerne må have brugt græske teknikker til at kommunikere på slagmarken.
    Romerne var nemlig stærkt inspireret af de gamle grækere, forklarer han.
    "De har måske brugt signaler med sollys. Grækerne brugte en teknik, hvor de pudsede et skjold af bronze, til det var fuldstændig blankt, og signalerede så med refleksionen fra sollyset, når fjenden kom i havn," siger Tønnes Bekker-Nielsen til Videnskab.dk.
    Hærføreren kunne ud fra signalerne hurtigt lægge en plan og give besked rundt til tropperne, der skulle gøre klar til kamp mod fjenden.
    Ud over den simple kommunikation er de to historikere sikre på, at romerne også har forsøgt at kommunikere og vildlede deres modstandere under kamp.
    "Hvis man kunne snøre fjenden, har man også gjort det for eksempel for at lokke dem i et baghold. Eller hvis man er på retræte, bryder man stille op om natten. Man tænder en masse bål, så fjenden tror, man stadig er talstærkt til stede," siger Adam Schwartz, der er klassisk filolog med speciale i græsk historie og militære forhold på Københavns Universitet ved Saxo-Instituttet, til Videnskab.dk.
    Mens bålet brændte, kunne soldaterne vinde tid til at flygte.
    De to historikere er i tvivl om, hvor ofte det egentlig var nødvendigt med rapporteringer fra slagmarken til en fjernt siddende kejser.
    Nogle gange var kejseren selv til stede under store slag. Hvis ikke det var tilfældet, var der en hærfører, som havde ret frie beføjelser.
    "Man uddelegerer ansvaret på et højere og overordnet plan," siger Adam Schwartz.
    Han forklarer, at i stedet for at informere kejseren i detaljer om angrebsplaner havde krigsherrer ansvaret for at administrere deres eget område og føre deres egne mindre krige eller kampagner.
    Romerne tog på den måde hensyn til, at kommunikationen ellers ville have været for langsom.
    "Kommunikationslinjen er simpelthen for lang," siger Adam Schwartz og bruger Julius Cæsar, der er fremhævet i spørgsmålet, som eksempel.
    Han startede som hærfører og provinsguvernør i den galliske region - det nuværende Frankrig. Her førte han krige med stor succes, der blev kendt som 'gallerkrigene' og havde stor betydning for hans politiske karriere.
    Krigene var netop styret af Julius Cæsar og ikke af en leder i Rom, hvilket førte til, at han kunne blive så populær i Romerriget og senere diktator.
    En - for datiden - hurtig kommunikation var dog mulig i Romerriget. Romerne fandt nemlig hurtigt ud af, at effektiv krigsførelse krævede gode veje til at transportere soldater og artilleri.
    Derfor opførte de et enormt og enestående vejnet for sin tid, der forklarer udtrykket: Alle veje fører til Rom.
    Romerriget var størst og mest magtfuldt cirka 100 år efter vor...
    Show more Show less
    7 mins
  • Hvad er metanol - og hvordan kan det ende i drinks og med dødsfald?

    Hvad er metanol - og hvordan kan det ende i drinks og med dødsfald?
    Nov 22 2024
    To unge danske kvinder er omkommet formentlig efter at være blevet forgiftet med metanol.
    De to kvinder er blandt i skrivende stund seks udenlandske statsborgere - der også tæller to australiere, en britisk kvinde og en amerikaner - som er døde efter angiveligt at have drukket metanol i Laos i Sydøstasien.
    Men hvad er metanol egentlig, og hvorfor gør det folk syge?
    Metanol er ligesom ethanol en form for alkohol - en farveløs, brændbar væske med en lugt, der minder om lugten af ethanol.
    Men metanol og ethanol har forskellige kemiske strukturer. Metanol har kun ét enkelt kulstofatom, mens ethanol har to - og det er dette ene kulstofatom, der gør hele forskellen.
    Det gør nemlig, at kroppen bearbejder og nedbryder metanol helt anderledes, og at metanol er langt mere giftigt end ethanol.
    Metanol bruges i en række industri- og husholdningsprodukter, som for eksempel opløsningsmidler, antifrostvæske og brændstof.
    Metanol er et giftstof, og indtag kan resultere i alvorlige komplikationer og død.
    Den store forskel ligger i måden, kroppen metaboliserer eller nedbryder metanol.
    Ethanol bliver nedbrudt i leveren til en kemisk forbindelse kaldet acetaldehyd. Acetaldehyd er giftigt, men bliver hurtigt omdannet til acetat (som også findes i eddikesyre).
    Det lyder måske ikke så godt med syre i kroppen, men eddikesyren kan derefter nedbrydes ved kroppens normale forbrænding og blive til energi og vigtige molekyler i kroppen som vand og kuldioxid.
    Metanol bliver derimod nedbrudt til formaldehyd (et kemikalie, der for eksempel bruges til lim i industrien og til at balsamere lig) og derefter til myresyre, som er en farveløs væske med en 'stikkende' lugt og det kemikalie, der får myrebid til at gøre så ondt.
    I modsætning til eddikesyre, som kroppen anvender, forgifter myresyre mitokondrierne, som er cellens kraftværker, der danner energi til cellens aktiviteter.
    Som følge kan en person, der bliver eksponeret for metanol, blive ramt af alvorlig 'metabolisk acidose', som er en tilstand, hvor kroppen ikke kan opretholde en normal pH-balance, og der ophobes for meget syre i kroppen.
    Metanolforgiftning kan forårsage kvalme, opkastning og mavesmerter.
    Syreforgiftningen, eller den metaboliske acidose, forårsager undertrykkelse af centralnervesystemet, som kan få personer med metanolforgiftning til at miste bevidstheden og blive komatøse (på grund af kraftig forstyrrelse af hjernefunktioner som eksempelvis alkoholforgiftning, red.), samt til at udvikle nethindeskader, der fører til synstab.
    Det skyldes, at nethinderne er fulde af aktive mitokondrier og er meget følsomme overfor at blive beskadiget.
    Metanol er ikke nødvendigvis dødeligt, hvis patienten kun har drukket en smule, og hurtig behandling vil i høj grad mindske skaderne.
    Men permanent synsskade kan forekomme selv ved ikke-dødelige doser, hvis behandlingen ikke bliver givet hurtigt.
    Behandling af metanolforgiftning består hovedsagelig af understøttelse af vitale funktioner som respiration og cirkulation for at hjælpe patienten med at trække vejret.
    Behandlingen kan også være lægemidler som modgiften fomepizol (som hæmmer dannelsen af giftig myresyre) og fjernelse af metanol og myresyre ved dialyse, altså fjernelse af affaldsstoffer og overflødig væske fra blodet.
    Metanol kan ende i alle alkoholiske drikke, men der er større risiko for at finde det i drikkevarer med en højere alkoholprocent, som for eksempel spiritus, og traditionelt fremstillede drikke som frugtvine.
    Metanol kan ende i alkoholholdige drikkevarer på forskellige måder. Nogle gange er det tilsat med vilje og ulovligt under eller efter fremstillingen, som en billigere måde at øge alkoholindholdet på.
    Traditionelle brygningsmetoder kan også utilsigtet generere metanol såvel som ethanol og producere et giftigt niveau af metanol afhængigt af mikroberne og de plantematerialer, der bruges i gæringsprocessen.
    Vi ved endnu ikke, hvordan de unge turister og backpackere endte med at blive forgiftet, men det er en god idé altid at være meget...
    Show more Show less
    5 mins
  • Ægtepar på vandretur snublede over en glemt verden: 280 millioner år gamle fossiler afslører forhistorisk økosystem

    Ægtepar på vandretur snublede over en glemt verden: 280 millioner år gamle fossiler afslører forhistorisk økosystem
    Nov 22 2024
    Et ægtepars vandretur gennem de italienske alper udviklede sig for nylig i en noget usædvanlig retning.
    Mellem de smukke bjergsider trådte konen på, hvad der umiddelbart lignede en cementplade, hvori en række fodspor var konserveret.
    Fodsporene skulle imidlertid vise sig kun at være toppen af isbjerget. Området skjulte nemlig på utallige fossiler fra et 280 millioner år gammelt økosystem, der hidtil har ligget gemt og glemt mellem alpetoppene.
    Det skriver Università di Pavia, Museo de Storia Naturale di Milano og Museum für Naturkunde Berlin i en fælles pressemeddelelse.
    Fundet af de forstenede fodspor blev gjort i Valtellina Orobie Mountains Park i Lombardiet i det nordlige Italien.
    Her var Claudia Steffensen og hendes mand på vej ned ad en smal bjergsti, og Claudia Steffensen havde derfor øjnene stift rettet mod det skiftende underlag - heriblandt altså 'cementpladen'.
    "Men så opdagede jeg nogle særegne, cirkulære mønstre med bølgende linjer, og ved nærmere eftersyn var det fodaftryk," fortæller hun til The Guardian.
    Claudia Steffensen tog hurtigt et billede og sendte det til en naturfotograf, hun kendte. Denne kunne straks se, at det var noget særligt, og han sendte derfor billedet videre til én af sine bekendte: Palæontolog ved Det Naturhistoriske Museum i Milano, Cristiano Dal Sasso.
    Herfra tog det ikke lang tid, før forskerne ankom for at se nærmere på sagerne. De kunne konstatere, at aftrykkene stammede fra Perm-tiden, omtrent 280 millioner år tilbage.
    "Dengang var der endnu ikke nogen dinosaurer, men de dyr, der har afsat de her fodaftryk, må alligevel have haft en betydelig størrelse," udtaler Cristiano Dal Sasso, der altså var den første ekspert, der fik nys om fundet, i pressemeddelelsen.
    Med et så velbevaret fossil var palæontologerne imidlertid sikre på én ting: Der måtte være flere i området.
    Og det havde de helt ret i.
    Men hvordan kan det være, at fossilerne er så velbevarede?
    Det er der flere grunde til, men i bund og grund handler det om vand og manglen på samme:
    Vand, der gjorde lerjorden blød nok til at tage imod aftryk i første omgang, vand, der trak sig tilbage og lod en skarp sommersol tørre aftrykkene, og så vand i form af mudder, der har dækket og beskyttet forsteningerne lige siden.
    Men hvordan har de så formået at ligge skjult i al den tid?
    Det svar handler desværre om klimaforandringerne - de mange spektakulære fund var nok forblevet skjulte, havde det ikke været for et svindende sne- og isdække i Alperne.
    Tilbage står Claudia Steffensen, der ifølge The Guardian er glad for sin opdagelse:
    "Jeg er stolt over at have kunnet bidrage en lille del til videnskaben," siger hun til avisen.
    ..
    Show more Show less
    3 mins
  • Ikke set før: Stort teleskop fanger nærbillede af en stjerne uden for vores galakse

    Ikke set før: Stort teleskop fanger nærbillede af en stjerne uden for vores galakse
    Nov 22 2024
    Efter flere års forsøg er det lykkedes astronomer at tage et nærbillede af en stjerne udenfor vores egen mælkevej.
    Billedet er taget af et stort europæisk teleskop - European Southern Observatory's Very Large Telescope Interferometer (ESO's VLTI) - og viser, at stjernen puster gas og støv ud og derfor er i sidste fase, inden den bliver til en supernova - altså inden den eksploderer.
    Observationerne er udgivet i dag i tidsskriftet Astronomy & Astrophysics.
    "Det er gribende at se den æggeformede puppe, der omgiver stjernen. Det giver os endelig mulighed for at teste vores teoretiske modeller op mod data," lyder det fra Irene Tamborra, der er professor i astrofysik ved Niels Bohr Institutet.
    Hun har ikke været involveret i at skabe det nye billede, men kalder det i en mail til Videnskab.dk for "et virkelig spændende resultat".
    "Vi har stadig ikke et sammenhængende billede af, hvordan kæmpestore stjerner ender deres liv, selvom de er afgørende 'fabrikker' bag de grundstoffer, der er afgørende for vores liv," skriver Irene Tamborra, der ser frem til at følge stjernens døende fase.
    WOH G64, som stjernen hedder, er 2.000 gange større end Solen og derfor en såkaldt rød superkæmpe. Den er placeret 160.000 lysår fra os i den store magellanske sky - en af de små galakser, der kredser om Mælkevejen.
    Astronomer har holdt øje med WOH G64 længe. I 2005 og 2007 brugte man det samme teleskop til at lære om stjernens karaktaristika, men det var endnu ikke muligt at tage et billede af stjernen.
    Jacco van Loon, Keele Observatory Director ved Keele University, er medforfatter til undersøgelsen og har undersøgt stjernen siden 1990'erne.
    "Denne stjerne er en af de mest ekstreme af sin slags, og enhver drastisk ændring kan bringe den tættere på en eksplosiv ende," fortæller han i en pressemeddelelse fra Det Europæiske Syd Observatorium.
    "Vi har fundet ud af, at stjernen har oplevet en betydelig forandring i de seneste 10 år, hvilket giver os en sjælden mulighed for at være vidne til en stjernes liv i realtid," nævner en anden medforfatter, Gerd Weigelt, astronomiprofessor ved Max Planck Institute for Radio Astronomy i Bonn.
    Her kan billedet ses i høj opløsning:
    Show more Show less
    2 mins
  • Hør selv: Lyden fra aztekernes dødsfløjte forvirrer hjernen

    Hør selv: Lyden fra aztekernes dødsfløjte forvirrer hjernen
    Nov 22 2024
    Har du lyst til, at nakkehårene rejser sig, pulsen stiger, og at din hjerne kommer lidt på overarbejde?
    Så skal du klikke på afspillerne herunder med lyde fra aztekernes dødsfløjte, der er udhugget i sten, og som menes at have været brugt som en del af begravelses- og offerritualer.
    Instrumentet ligner et dødningehoved og er fundet i flere aztekergrave i perioden mellem 1250 og 1521 f.v.t. i Mellemamerika - blandt andet i Mexico.
    Lyden (ja, bedøm selv) minder både om babygråd, et menneskeskrig eller et dyr, der lider i smerte.
    Men hvad sker der egentlig i vores hjerne, når vi hører lyden fra den gruopvækkende aztekerfløjte? Det har schweiziske forskere undersøgt, og deres fund er beskrevet af nyhedsmediet ScienceAlert.
    Forskerne har spurgt 70 europæiske deltagere, hvilke følelser de oplevede, når de hørte forskellige lyde, deriblandt lyde fra dødsfløjten.
    De spurgte også deltagerne, hvor de mente lyden stammede fra - altså eksempelvis om lyden var fra et menneske eller et dyr.
    Deres undersøgelse viser, at forsøgspersonerne finder stort ubehagelig ved at høre lydene, som de primært forbinder med lyden af gråd, smerte og et skrig fra et menneske.
    Samtidig beskriver flere, at der også er noget kunstigt over lyden, der minder dem om en alarm eller en sirene.
    Udover at spørge deltagerne til deres opfattelse af lydene har forskerne også MR-skannet 32 af deltagernes hjerner for at se, hvilke områder der var mest aktive.
    Dét, at dødsfløjtens lyde både opfattes som naturlige i form af skrig og gråd og samtidig som noget kunstigt, forvirrer hjernen og aktiverer komplekse dele af den, konkluderer forskerne, ifølge ScienceAlert.
    Skanningerne viser, at den nedre og midterste del af frontallappen især bliver aktiveret, når vi forsøger at kategorisere lydene fra dødsfløjten.
    Der har været flere teorier om, hvorfor aztekerne brugte de ubehagelige tænderskærende fløjtelyde.
    Eksempelvis var en udbredt teori for et par år siden, at fløjterne blev brugt for at intimidere fjender i krig. Den teori er dog blevet udfordret af forskerkredse siden.
    Forskerne mener, at deres analyse af lydenes karaktér, og det at de primært er fundet ved gravsteder, gør det mest sandsynligt, at dødsfløjterne er blevet brugt som et led i begravelser og offerritualer, der var udbredte for aztekerne.
    Show more Show less
    2 mins