”Det er kun, når det er brune mennesker, eller når det er nogle, vi udseendemæssigt kan definere som anderledes end os selv, at vi bliver så optaget af det her med værdier. Så får det sådan en negativ klang. I og for sig burde du jo som socialarbejder altid være meget interesseret i den enkelte borger, som du nu skal prøve at hjælpe. Der burde du jo altid interessere dig for, hvad det enkelte menneskes værdier er.”
Sådan fortæller socionom, ph.d. og tidligere lektor på kandidatuddannelsen i socialt arbejde ved Aalborg UniversitetMarianne Skytte i podcasten ”Fri mig for integration”.
Marianne Skytte, der i dag er pensioneret, skrev i 1996 bogen ”Etniske minoritetsfamilier og socialt arbejde”, et område, der har haft hendes interesse igennem hele hendes arbejdsliv. Bogen er udkommet i fire udgaver siden. Hun har uddannet kommende socialrådgivere i at skulle ud og arbejde med borgere med en minoritetsetnisk baggrund, og hun har fulgt debatten om indvandrere og flygtninge siden 1980’erne.
Hun fortæller i podcasten, hvordan hun ser en stor forandring i måden, hvorpå socialarbejdere går til arbejdet med sociale problemer blandt etniske minoriteter på.
Men hun oplever, at der stadig hersker en tendens til at ville forklare sociale problemer ud fra nogle generelle forklaringer om forskellige minoriteters kultur.
Og så mener hun også, at det er tid til at se kritisk på integrationsbegrebet, som det anvendes i dag.
I podcasten taler hun med programmets medvært Shadman Salih om integration og brugen af kulturforståelse i det sociale arbejde. Hun giver en lille lektion i de mange forskellige tilgange, der er til at forstå andre menneskers kultur. Og hun fortæller, hvordan det påvirker det sociale arbejde.
Medvirkende: Marianne Skytte, ph.d. og tidligere lektor på kandidatuddannelsen i socialt arbejde. Forfatter til bogen ”Etniske minoritetsfamilier og socialt arbejde”.
Medvært: Shadman Salih, socialrådgiver og stifter og direktør i Sivitas
Tilrettelæggelse: Niels Svanborg
Udgivet af Socialt Indblik i samarbejde med Sivitas
Show more
Show less